Velkommen til familien bag Boxerkennel Jenti
Lidt om os ...

Vi har nu i 38 år haft boxere, som regel mere end een af gangen. Vi har arbejdet med opdræt i mere end 28 år.

Vi er igennem årene vokset til en familie med far, mor og 4 børn i aldrene 26, 32 og 36 år. Samt nu også 4 børnebørn - vores Karoline, Julius, Jætte og Puk


Eet at vore børn på 26 år er psykisk handicappet og det stiller ikke kun særlige krav til os andre i familien, men i mget høj grad også til vores hundes mentale tilstand. Med et sådant barn kan man kun have opdræt eller i det hele taget hunde, såfremt deres mentale tilstand er i orden.
Vi har i familien i øjeblikket, Haica von der Nordheide 7 år - Jenti´s Raiko på 8 år samt vores lille ny Venus (datter af Haica) født 13/6-2016


Vi bor i byen ved grønne områder, men for hunde og mennesker bor vi særdeles hensigtsmæssigt med naturen omkring os og plads til 2- og 4-benede.

Vi har i tidens løb altid lagt umådelig stor vægt på, at den fysiske sundhed skal sidestilles med den mentale sundhed. Det hjælper ikke ret meget, hvis vi har en fornuftig hund, hvis organer, knogler eller andet ikke er i bedst mulige tilstand. Ligeledes hjælper det ikke med en rask og rørig hund, hvis den ikke reagerer fornuftigt og hensigtsmæssigt. Det har vi altid - og vil altid fremover også - lægge meget stor vægt på. Når vi indimellem så også får en skønhedsmæssig god hvalp/hund - ja så vil vi da også gerne se den på udstillinger.

Vi bestræber os altid på, at få vore hvalpe ud til familier/personer som har den fornødne interesse og tid til at "arbejde" med en boxer. Det er helt elementært, at det er godt for hvalp og dens menneske/-r, at man går til hvalpemotivation/træning med den. Det giver ikke alene muligheden for at få hjælp til almindelige problemstillinger, der måtte opstå i hverdagen, men også en fælles glæde ved det at gøre noget sammen med sin hvalp. Det er også betryggende, at man ved, hvordan man lærer sin hund f.eks. ganske almindelig social optræden i og udenfor hjemmets 4 vægge. Ikke at man ikke godt selv kan - men vi andre, der nu har haft boxere i så mange år, lærer til stadighed noget nyt eller erfarer et eller andet, som vi så kan bruge igen og igen. Endelig skal man ikke glemme, at en boxer er en meget social anlagt hunderace, hvilket betyder, at den kan få uvurderlig glæde af samværet med andre racefæller og ... det kan vi andre jo også !!!

Igennem denne vor hjemmeside, vil vi prøve på at fortælle så meget som muligt om vor race og den måde vi mener, at et seriøst opdræt bør foregå. Ligeledes vil vi fortælle lidt om vore kriterier for køb af hvalp hos os. Disse punkter er af stor vigtighed for os, idet vi KUN ønsker det bedste for vore hunde og hunde-"børn".

Vi har også påsat nogle links, således at det er nemmere at finde frem til alternative oplysninger omkring racen BOXER.

Som aflsutning vil jeg gøre opmærksom på, at Dansk Kennel Klub(www.dansk-kennel-klub.dk)  ALTID er meget behjælpelig med det at købe og eje en hund.


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE